Den årlige generalforsamling i Jægerrådet samlede godt 60 engagerede deltagere til en
aften fyldt med vigtig information og konstruktiv dialog. Aftenens højdepunkt var Rådmand Jan Nymark Thaysens oplæg, som satte fokus på fremtiden for jagt og regulering i Aalborg Kommune.
Rådmandens budskaber
Jan Nymark Thaysen indledte med at takke for invitationen og fremhævede det stærke
samarbejde mellem kommunen og Jægerrådet. Han præsenterede flere centrale emner,
herunder:
- Nye vilkår for jagtleje: Rådmanden kunne meddele, at der arbejdes på nye betingelser for leje af jagt på kommunale arealer, øremærket jagtforeningerne. Dette tiltag skal skabe bedre rammer for de lokale jægere. Det forventes derfor, at de nye kontrakter kommer i udbud i februar.
- Grøn trepart: Jan præsenterede kommunens indsats for at etablere skove, vandområder og beskyttelse af drikkevand.
- Regulering fremover: En vigtig nyhed var, at Aalborg Kommune ønsker at invitere Jægerrådet ind til en dialog om, hvordan forvaltningen fremover tænker regulering.
Efter oplægget blev gulvet åbnet for spørgsmål, og mange fremmødte benyttede
lejligheden til at stille uddybende spørgsmål og dele deres egne perspektiver.
Samarbejde og fremtid
Aftenen blev afsluttet med stor tak til Jan Nymark Thaysen for hans engagerede og ærlige
oplæg. Det blev tydeligt, at Aalborg Kommune og Jægerrådet har fælles interesser i at
udvikle jagtens vilkår og regulering gennem tæt samarbejde og løbende dialog.
Vi ser frem til de kommende drøftelser med Aalborg Kommune og håber på fortsat stærkt
samarbejde til gavn for både jægerne og naturen.