Rågeregulering i Aalborg Kommune – Status og Tak

Vi fik gennem Aalborg Jægerråd langt om længe landet aftalen om regulering af råger i Aalborg Kommune.
En lang og til tider opgivende proces.

Efter aftale med Evi blev det undertegnede, som skulle prøve at få tingene til at fungere. Jeg allierede mig med henholdsvis Freddy Jensen fra Limfjordsjægerne og Michael Larsen (AOJ), som begge har mange års erfaring med reguleringen.

Efter et par møder og udsendelse af invitationer til alle kommunens jagtforeninger, kunne vi påbegynde den egentlige planlægning.


Ny tilgang og zoneinddeling

Først og fremmest snakkede vi om muligheden for at ændre den måde, der tidligere er blevet reguleret på – særligt i forhold til samlet mødested.
Her har vi nu delt kommunen op i 5 zoner, med hvert deres mødested, hvor der afholdes parole samt parade.

Vi blev også enige om at åbne mere op for aftenregulering, da det jo alt andet lige er frivillig deltagelse, og mange arbejdsramte også gerne vil deltage.


Kolonier og reder

Vi fik kortlagt 27 kolonier med sammenlagt over 2.600 reder.
Efterfølgende har det vist sig, at ikke alle reder er aktive – og nogle kolonier indeholder kun få fugle.

De tre største kolonier er:

  • Naturbørnehaven i Vester Hassing – ca. 450 reder
  • Lindholm Høje – ca. 485 reder
  • Mølleparken inkl. Zoologisk Have – ca. 900 reder

Tilmelding og organisering

Efter de interesserede foreninger havde indsendt lister over medlemmer, der gerne ville deltage (og hvor ofte), kunne vi begynde at lægge den egentlige plan.

I alt 143 personer meldte sig til som enten skytter eller zoneansvarlige – en stor gruppe, som krævede omfattende koordinering.

Selv efter at vi havde forsøgt at tage højde for alle ønsker, kom der f.eks. fra én forening 30 afbud ved første udsendelse af planen. Hertil kom yderligere afbud pga. arbejde eller sygdom.

Vi regnede med at skulle bruge 25–30 mand pr. hold (dag- og aftenhold) for at dække kolonierne ind. Løbende har vi foretaget justeringer og flyttet folk afhængigt af fuglenes placering.


Afskydning og status

Vi er pr. 22. maj lige godt halvvejs i reguleringsperioden.
Udviklingen blandt fuglene er meget spredt – for en uge siden blev den første ”flyver” skudt, og der er nu mange, mens der stadig findes helt små unger i rederne.

Vi samler dagligt små unger med halvfærdige fjerdragter op under patruljeringerne.

Hvordan går det så med afskydningen?

Man siger, at der helst skal skydes 2 unger pr. rede for at holde bestanden i balance. Dette har vi næppe opnået tidligere, og kommer nok heller ikke til det i denne omgang.

Men:
Pr. 22. maj har vi rundet 1.600 fugle – og da vi nu skriver den 8. juni, og har afsluttet reguleringen, kan det endelige resultat gøres op.


Resultat og tak

Det endelige resultat blev 2.415 fugle.

Vi har dog valgt at indstille reguleringen før tilladelsen udløb, da afskydningen til sidst ikke stod mål med indsatsen.

Jeg vil gerne være ærlig og sige:
Vi har gjort et super godt stykke arbejde.

Mit håb var oprindeligt at nå 2.500 fugle, men realistisk havde jeg sat mig et mål på mellem 2.100 og 2.300. Derfor er jeg både glad og stolt over det, vi har opnået.

En stor tak skal lyde til alle involverede, og ikke mindst til de zoneansvarlige, som har brugt utallige timer i en god sags tjeneste – efter tre uger med daglig og delvis aftenregulering.

Tak!

Brian Lichon

Udgivet i Aktiviteter.