Så er premieremorgenen på Kytterne overstået. Der har de senere år været dårligt trækvejr, men denne morgen var sådan set ganske fin. Fint med vand i fjorden og en passende vind, så ænderne trak, men ikke hurtigere end at de morgenfriske jægere kunne få nok sving i bøssen. Der har jo efterhånden i en del år været en tradition, at man mødes en af de sidste dage i august, med sin campingvogn eller telt, for at have en fornøjelig tid op til premieren. Billederne er fra mandag formiddag, hvor morgenmaden lige er overstået, og planlægningen af resten af dagen er i fuld gang. Som I kan se blev der skudt pænt med ænder, hovedsageligt krikænder men også skeand, brunnakke, spidsand og et par gråænder samt et par bekkasiner. Alt dette skulle jo efter en tiltrængt middagslur rengøres, og forvandles til den sædvanlige “kyttergryde” med masser af fløde.





